Foreningen Fitness Ishøj
I Danmark har vi en helt speciel kærlighed til foreningslivet, og foreningerne er afhængige af frivillige kræfter. Men uanset om det er den lokale håndboldklub, bingoklub, gymnastikforening eller træningscenter, så er det her, hvor der opstår et specielt fællesskab mellem medlemmerne og dermed på tværs af lokalsamfundet. De lokale foreninger bidrager til, at alle borgere i alle aldre kan mødes og deltage i forskellige aktiviteter, ofte i deres fritid. Derfor har et stigende antal skoler og kommuner også fokus på det lokale foreningsliv og afholder fx fritidsmesser, foreningsdage osv.
Alija har valgt at trække i den frivillige træningstrøje.
En af dem, der har valgt at være frivillig i en lokal forening, er Alija Ganic, på 35 år og som er bosat i Ishøj sammen med sin kæreste. Til dagligt arbejder han inden for folkeskoleområdet som pædagogisk vejleder og tovholder, og så elsker han at spille fodbold og styrketræne i sin fritid. Og det var netop gennem styrketræningen, at Alijas indgang til sit frivillige virke i Foreningen Fitness Ishøj startede for snart to år siden.
Foreningen Fitness Ishøj er et lille lokalt foreningsdrevet træningscenter med frivillige instruktører, der alle skal tage et grundkursus inden de kan trække i ‘frivilligtrøjen’. Her får de basal viden om kroppen og træning og bliver klædt på til at kunne lægge simple træningsprogrammer til medlemmerne. De frivillige løser praktiske opgaver i forhold til at sætte udstyr på plads og lettere rengøring, men hjælper også medlemmerne under træning, hvis de har behov for hjælp og vejledning. Samtidig fungerer de som en vej ind i foreningen, da det også er de frivillige instruktører, man møder, hvis man som ny gerne vil melde sig ind.
Vejen ind i frivilligheden
Alija startede selv som almindeligt medlem i træningscenteret, og en dag så han et opslag, hvor man kunne søge om at blive frivillig instruktør, hvis man havde været medlem i et år. Især de unge var (og er) Alijas store motivation for at melde sig som frivillig instruktør, da han oplevede mange af de unge
medlemmer i forvejen spurgte ham til råds i forhold til træningen.
“Jeg havde allerede en del erfaring med træning og også træningskursus fra tidligere, og ville gerne vidensdele og lære fra mig. Der kommer nemlig en del unge mennesker i 16-18 års alderen i træningscenteret, og jeg oplevede tit, at jeg alligevel delte ud af tips og råd, så jeg tænkte, hvorfor ikke blive frivillig instruktør deroppe?”, siger Alija Ganic, frivillig instruktør i Fitness Ishøj.
Alder og baggrund spiller ingen rolle
De frivillige instruktører i Fitness Ishøj er en bred skare og illustrerer meget godt, hvad foreningslivet kan – nemlig skabe bånd på tværs af aldre, baggrunde og beskæftigelse.
Alija Ganic fortæller:
”Det er meget blandet. Den ene halvdel er nok aktive pensionister, mens den anden halvdel er studerende eller fuldtidsarbejdende. Vores yngste frivillig er i 20’erne, og vores ældste er vist 80 år, og han har også spinninghold deroppe.”
Som frivillig instruktør i Fitness Ishøj har man mulighed for at få medindflydelse ved at deltage i møder sammen med bestyrelsen, hvor man kan komme med ønsker og nye ideer til at udvikle træningscenteret. Derudover afholdes der en årlig julefrokost, hvilket er med til at styrke fællesskabet mellem de frivillige instruktører.
Sidder du derfor derude og gerne vil gøre en forskel, så er de lokale foreninger et rigtig godt sted at starte. Her kan man ofte finde en hobby eller sport, man selv har interesse og erfaring inden for, og som Alija fortæller: “Det er en gylden mulighed for at vidensdele og skabe et stærkere lokalt fællesskab”.